torsdag den 7. oktober 2010

Besøg hjemmefra II


Ida Christine (fra klanen) og Elisabeth (fra gymnasiet og klanen) kom og besøgte mig. Der var stor gensynsglæde i Arlanda lufthavnen! De var endda så heldige at ankomme lige på "Kanelbullens Dag" (d. 4. oktober), så vi fik masser af hjemmebagte kanelbuller imens de var her :-) 
Efter jeg var færdig i skolen tirsdag mødtes vi i byen, og turen gik selvfølgelig til Gamla Stan. Og forbi Kungliga Slottet og Riksdagen, som netop åbnede den dag og derfor var der flag over det hele.

Vi tog en fikapaus på en bænk tæt på kongeslottet, desværre var kongen lidt for tidligt på den (vi fik at vide af en politimand at han lige var kørt forbi 10 minutter tidligere!), så han gik glip af de hjemmebagte kanelbuller og den gode frisørte, som pigerne havde med hjemmefra. I Sverige drikker de meste bare kaffe og sort te.
Tirsdag tog vi en skærgårdsbåd til en lille ø der hedder Grinda og gik en tur der varede nærmest hele dagen. Det var virkelig smukt og meget meget hyggeligt :-)

 På Grinda bor der ikke ret mange mennesker, men en masse får. Et af dem var kravlet ud igennem hegnet, men blev lidt flovt da det mødte os, så så kravlede det tilbage igen gennem hegnet.

Jeg kan vist ikke sige det nok - Jeg ELSKER Skærgården!
Og så midt i det hele var der lige en hjerteklippe, så tilsyneladende er kærligheden gengældt :-)
 


 Og så sprak mine kære Fjällrävenbukser, de har nu også holdt til meget. Heldigvis har jeg (selvfølgelig) min symaskine med, så jeg kan reparere dem i en ledig stund (dem har jeg til gengæld ikke så mange af...)
 Vi tog et pitstop på vejen hjem fra Grinda i Waxholm, som er en lille hyggelig by i Skærgården. Her samlede vi kastanjer og da vi kom hjem byggede vi verdens sejeste kastanjeelg!

Vi valgte at døbe den Grinda, opkaldt efter vores yndlingsø i Skærgården.
Grinda stod meget fint på hylden i reolen, over bøgerne og mellem Snudedyret og Kaj Bojesen aben lidt af natten, inden den desværre blev træt i knæene og ramlede ned :-(
Men fin, det var den!

Torsdag morgen aaalt for tidligt var det tid for pigerne til at tage hjem igen.
Tak for et rigtig dejligt besøg! Det var virkelig hyggeligt at have jer her og dele lidt af mit Sverigesliv med jer.

mandag den 4. oktober 2010

Nobelprisen annonceres

Det, som Karolinska Instituttet nok er mest kendt for er, at det er her Nobelprisen har hjemme. I sin tid da Alfred Nobel skulle skrive testamente havde han nogle penge, som han ville dele ud til Karolinska Instituttet (altså uafhængigt af prisen). Men så blev han uvenner med nogle af forskerne her, så pengene blev delt mellem Karolinska Instituttet, Stockholms Universitet og Kungliga Tekniska Högskolan (Sveriges svar på DTU).

Men det er stadig på Karolinska Instituttet, i Nobel Forum, at de høje herrer sidder og beslutter hvem der skal have Nobelprisen, og så bliver prisen i Medicin eller Fysiologi altså annonceret her. Jeg gik forbi i frikvarteret for at se hvad der skete :-)

Det er ikke så tit at døren står åben, men i dag kunne man altså gå ind og kigge. Jeg havde desværre timer lige imens de annoncerede det hele, men det var nu alligevel meget sejt at kunne hente en varm kopi af pressemeddelelsen bagefter.


Prisen gik i øvrigt til en mand der hedder Robert G. Edwards for opfindelsen af reagensglasmetoden til kunstig befrugtning.

søndag den 3. oktober 2010

Hyttetur med Global Friends i Skærgården

Global Friends arrangerede tur til hytten Solvik, som Karolinska Instituttet har i Skærgården (endnu et punkt hvor Aarhus Universitet virkelig burde tage sig lidt sammen!), som studerende kan låne.
Med en hytte (over)fuld af udvekslingsstudenter var det noget af en weekend... Vi sov i hvert fald ikke ret meget om natten! Om fredagen var det Kinas nationaldag, så vi fik kinesisk mad. Og jeg lærte en flink kineser at kende, som lærte mig at skrive forskellige ting på kinesisk. Meget belejligt når nu mine gode ingeniørvenner var på vej til Kina, jeg håber de fik brugt nogle af de kinesiske fraser jeg forsøgte at lære dem, indspillet på film og uploadet på facebook :-)




Lørdag var det helt fantastisk vejr, så drengene (Rafael og Martin fra gangen) udnyttede muligheden for en svømmetur i Skærgården...






... Lenka og jeg gjorde dem kunsten efter! Det var virkelig koldt! Men også dejligt med en dukkert :-)
 



Og vi overlevede jo i fin stil :-)
(ja ja, jeg var lidt forkølet bagefter, men det har kun taget et par måneder at blive af med den forkølelse igen...)
 Da jeg havde fået tørt tøj på var jeg ude og sejle i kano med Martin og en noget kvabset og gumpetung pige fra Global Friends. Hun havde aldrig sejlet i kano før, og hendes mangel på balance og motoriske formåen i kombination med en meget lille, ustabil OG utæt kano gjorde turen til mere spændende end sjov...
Men det var da hyggeligt, nok mest fordi vi ikke kæntrede, det var ellers meget tæt på!
 Her kan man se Solvik fra kanoen med badebroen og nogle lidt trætte udvekslingsstudenter, som nyder efterårssolen.
 Eva som sejler i kano, kvabset pige fra Global Friends tager billeder (med mit kamera, nøj jeg var nervøs for at hun skulle tabe det i vandet!)
Og et lille billede af Skærgården, som man jo bare aldrig bliver træt af at kigge på!